Løn
Det er altid godt at have tjek på om man får den rette løn. Får du for lidt, har du penge til gode. Får du for meget, skal dette betales tilbage. Få hjælp til at tjekke din løn.

Forstå din lønseddel
Du har sikkert siddet og stirret på din lønseddel, blot for at konstatere, at den lige så godt kunne have været på russisk. Måske har du helt opgivet at tjekke lønsedlen, og du håber blot, at det er det rigtige beløb, der går ind på din konto hver måned.
Umiddelbart kan lønsedlen være svær at gennemskue, og det kræver lidt, at lære at læse sin lønseddel. Men det er på ingen måde umuligt.
Grundelementer:
I første omgang skal du sørge for at tjekke din lønseddel i e-boks hver måned. Det er på lønsedlen, at du kan se, om du får de beløb, du skal have. Det er derfor ikke nok at tjekke det beløb, der går ind på din konto.
Din løn består af en række grundelementer:
G-Grundløn
K-Kvalifikationsløn
F-Funktionsløn
Grundløn
Grundlønnen følger en anciennitetsudvikling, hvilket betyder, at du vil få højere løn efterhånden som du får mere erfaring som lærer. Du stiger i løn efter hhv. 4, 8 og 12 års ansættelse.
Kvalifikationsløn
Kvalifikationslønnen og funktionslønnen er enten lokalt eller centralt forhandlet. Kvalifikationslønnen baserer sig på, hvilke kvalifikationer du har (fx gennemført vejlederuddannelse), og kan ikke umiddelbart tages fra dig, men skal opsiges. På din lønseddel er ”undervisertillægget” kvalifikationsløn.
Funktionsløn
Funktionslønnen derimod knytter sig til netop den/de funktion(er), du evt. varetager, hvorfor du kun får dette tillæg, så længe du varetager denne funktion (fx klasselærer, skemalægger osv.). Udover de centralt bestemte tillæg, er der også nogle lokale tillæg, fx ”furesøtillæget”. Grundløn, kvalifikationsløn og funktionsløn, ses på lønsedlens bagside/side 2.
Undervisningstillæg.
Du skal også se efter om du har tillæg for undervisningstimer større end 760 t/året (for en fuldtidsansat). Det ser sådan ud på lønsedlen: Uv-tillæg_761. Det kan ses på forsiden af lønsedlen.
Det kan være, du synes, at din løn er en jungle, men med lidt øvelse bliver det lettere. Du er også altid velkommen til at få hjælp hos din tillidsrepræsentant eller henvende dig til kredsen.
Forhåndsaftale Furesø
Læs vores forhåndsaftale (lokale lønaftale)

Forhåndsaftale
Læs her vores lokale lønaftale (forhåndsaftale) for Furesø kommune
Løntabeller
Se hvad du skal have i løn