Retningslinjer ved sygdom i Furesø Kommune
Her kan du læse om hvilke retningslinjer der gælder ved sygdom i Furesø kommune
Som ansat i Furesø kommune gælder følgende
Telefonisk kontakt på 3. sygedag
Medmindre andet allerede er aftalt, skal lederen ringe dig op på 3. sygedag. Det er lederens ansvar, at samtalen finder sted. Samtalen skal klarlægge om du er ved at vende til arbejdet snart. Derudover om der er noget, som lederen kan gøre for at mindske fraværets varighed, og om der er et ønske om eller et behov for at afholde sygefraværssamtale tidligere end på 10. sygedag.
Hvis der er tale om planlagt sygdom såsom en operation, og det allerede er aftalt, hvornår din leder taler med dig operationen, gælder det som "en anden aftale". Et andet eksempel kunne være, hvis du og din leder har talt sammen på 2. sygedag, og samtalen har haft det samme indhold som 3. dagssamtalen.
Hvis det, allerede i forbindelse med samtalen på 3. sygedag, står klart, at der er tale om et længerevarende fravær, kan du og din leder aftale hvor ofte, og hvordan kontakten skal være under sygefraværet.
HUSK - du har ikke pligt til at oplyse årsagen til sygefraværet! Hvis du ikke oplyser årsagen til sygefraværet, kan samtalen alene dreje sig om hvor længe sygdommen forventes at vare og om der er omstændigheder på arbejdspladsen, som kan påvirke fraværets længde, og om der er noget som lederen kan gøre for at mindske fraværets varighed.
Det er Furesø Kommunes holdning (jf. personalepolitikken), at der altid skal være kontakt mellem medarbejder og leder uanset årsagen til fraværet. Også når det gælder arbejdsbetinget stress, hvor det kan forekomme, at en læge fraråder en medarbejder at tale med arbejdspladsen. Kontakten skal selvfølgelig ske med den fornødne respekt for årsagen til fraværet. Men for at sikre tilknytningen og en tilbagevenden til arbejdspladsen, ønsker Furesø kommune, at have en dialog omkring årsagerne og mulighederne.
Sygefraværssamtale senest på 10. sygedag
Lederen skal indkalde til sygefraværssamtale, som afholdes senest på 10. sygedag (kalenderdage).
Fraværssamtale ved 5 sygdomsperioder inden for et år
Lederen skal indkalde medarbejderen til en sygefraværssamtale ved 5 sygdomsperioder inden for det seneste år. Bemærk at registreringen ikke nulstilles, hvis du lige har været til en samtale, men altid tæller fra de seneste 365 dage.
Indkaldelsen til samtalen skal ske skriftligt og med et passende varsel. Lederen skal i indkaldelsen gøre opmærksom på, at man har ret til at have en bisidder med til samtalen.
Sygefraværssamtalen skal hjælpe den sygemeldte med hurtigt at komme tilbage til arbejdet og fastholde tilknytningen til arbejdspladsen (evt. på nedsat tjeneste). Gennem samtalen er der mulighed for at arbejde med at ændre eventuelle forhold på arbejdspladsen, som har betydning for sygefraværet og for mulighederne for at komme hurtigt tilbage.
Det kan være ændringer i arbejdsopgaver, arbejdstid, skånehensyn osv. Det er lederens ansvar, at samtalen kan ske inden for værdige og trygge rammer, og såvel leder som medarbejder har et ansvar for at bidrage til en konstruktiv dialog omkring sygefraværet.
Hvis sygdom eller andre omstændigheder forhindrer medarbejderen i et personligt fremmøde, kan sygefraværssamtalen afholdes telefonisk.
Referat
Lederen skal skrive referat af sygefraværssamtalen og sende det til Personaleafdelingen. Referatet lægges på medarbejderens personalesag sammen med en eventuel mulighedserklæring, friattest eller indlæggelsesseddel.
Efterfølgende sygefraværssamtaler
Ved første sygefraværssamtale aftaler leder og medarbejder, hvad der vil være en god kontakt under sygdomsforløbet; hvor ofte, hvordan og hvor. Som hovedregel skal 2. sygefraværssamtale finde sted efter 21 sygedage (kalenderdage), men det vigtigste er, at der er skabt kontakt og klarhed omkring, hvordan kontakten skal foregå.
Indkaldelsen til 2. sygefraværssamtale kan være afhængig af, hvad der blev aftalt og drøftet ved 1. sygefraværssamtale, eksempelvis sygdommens karakter, forventet svar fra hospitalet, hvornår der foreligger en mulighedserklæring og tilkendegivelserne i en mulighedserklæring.
Sygdom over længere tid
Ved sygdom, der strækker sig over længere tid, er det vigtigt, at medarbejderen opretholder tilknytningen til arbejdsstedet. Lederen skal derfor løbende have kontakt med medarbejderen.
Medarbejderen har desuden pligt til at medvirke ved bopælskommunens opfølgning på sygefraværet. Medarbejders manglende medvirken i forbindelse med opfølgningen kan have betydning for, om Furesø Kommunes er berettiget til at modtage sygedagpengerefusion.